En traumatisk oplevelse er en oplevelse, der bringer en person i fare. Vi reagerer på traumer med stress. Langvarig traumatisk stress kan have betydelige negative psykologiske og fysiologiske effekter på en person.

Traumer kan være forårsaget af en enkelt begivenhed, som f.eks. tabet af en elsket, eller af vedvarende stress over tid, som f.eks. at leve sammen med en voldelig partner.

Begivenheder, der kan forårsage traumer, omfatter:

• Fysisk mishandling
• Følelsesmæssigt misbrug
• Seksuelt misbrug
• Forladelse
• Forsømmelse
• Ulykke
• Tab af en elsket person
• Sygdom

Traumatisk stress skaber defensiv Vi kan groft inddele disse reaktioner i to typer:

A) Aktive reaktioner (fremme handling)

• Kamp
• Flyvning
• Aggression
• Vrede
• Angst

B) Immobilitetsreaktioner (fremmer inaktivitet)

• Frys
• Svag
• Dissociation
• Depression

Afhængigt af situationen og typen af trussel kan en eller flere af disse forsvarsreaktioner udløses. Målet med hver af disse reaktioner er at afværge faren og fremme overlevelse.

Hvorfor barndomstraumer er særligt skadelige

Dissociation

Børn er svage og hjælpeløse. Når de gennemgår en traumatisk oplevelse, kan de ikke forsvare sig. I de fleste tilfælde kan de hverken kæmpe eller flygte fra truende situationer.

Det, de kan - og som regel gør - for at beskytte sig selv, er at dissociere. Dissociation betyder at adskille sin bevidsthed fra virkeligheden. Fordi virkeligheden med overgreb og traumer er smertefuld, dissocierer børn fra deres smertefulde følelser.

Hjerner under udvikling

Små børns hjerner udvikler sig hurtigere, hvilket gør dem meget sårbare over for ændringer i miljøet. Børn har brug for tilstrækkelig og konsekvent kærlighed, støtte, omsorg, accept og lydhørhed fra deres omsorgspersoner for at få en sund hjerneudvikling.

Hvis en sådan tilstrækkelig og konsekvent omsorg er fraværende, er det en traumatisk oplevelse. Traumer i den tidlige barndom sensibiliserer Det vil sige, at personen bliver meget reaktiv over for fremtidige stressfaktorer.

Det er en overlevelsesmekanisme i nervesystemet, som går på overarbejde for at sikre, at barnet er beskyttet mod fare så meget som muligt, nu og i fremtiden.

Følelsesmæssig undertrykkelse

Mange familier opmuntrer ikke børn til at tale om deres negative oplevelser og følelser. Derfor får børn i sådanne familier aldrig en chance for at udtrykke, bearbejde og hele deres traumer.

Det er ikke overraskende, at forældre ofte er den primære kilde til traumer for små børn. Takket være deres utilstrækkelige og inkonsekvente omsorg udvikler børn tilknytnings- og stressreguleringsproblemer, som de bærer med sig ind i voksenlivet.1

Virkninger af barndomstraumer

Når børn bliver misbrugt eller ikke får tilstrækkelig og konsekvent omsorg, udvikler de tilknytningsproblemer. De bliver usikkert knyttet til deres forældre og tager denne usikkerhed med ind i deres voksne forhold.2

Som voksne har de svært ved at stole på andre og bliver ængsteligt knyttet til deres romantiske partnere. De lider af stressreguleringsproblemer. De bliver let stressede og tyer til usunde måder at klare sig på.

De har også en tendens til at lide af konstant bekymring og angst. Deres nervesystem er konstant på udkig efter farer.

Hvis barndomstraumet er alvorligt, lider de af det, der kaldes posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Det er en ekstrem tilstand, hvor en person oplever overdreven frygt, angst, påtrængende tanker, minder, flashbacks og mareridt relateret til deres traume.3

Hvad mange ikke er klar over, er, at PTSD-symptomer findes på et spektrum. Hvis du har oplevet selv milde traumer i barndommen, vil du sandsynligvis opleve milde PTSD-symptomer.

Du kan opleve frygt og angst, men ikke så meget, at det forstyrrer dit daglige liv. Du kan opleve påtrængende tanker, mini-flashbacks og lejlighedsvise mareridt relateret til dit traume.

Hvis en forælder for eksempel var alt for kritisk over for dig i hele din barndom, er det en form for følelsesmæssigt misbrug. Du kan opleve nogle milde PTSD-symptomer som voksen, såsom at være ængstelig i forælderens nærvær.

Deres påtrængende, kritiske stemme hjemsøger dig og bliver din egen kritiske selvsnak. Du kan også opleve mini-flashbacks af dem, der kritiserer dig, når du begår fejl eller træffer vigtige beslutninger. (Tag spørgeskemaet om barndomstraumer)

Tilvænning og sensibilisering

Hvorfor hjemsøger barndomstraumer folk i voksenalderen?

Forestil dig, at du arbejder ved dit skrivebord. Nogen kommer hen til dig bagfra og siger "BOO". Dit sind fornemmer, at du er i fare. Du bliver forskrækket og springer op i sædet. Dette er et simpelt eksempel på en flugtstressrespons. At springe op i sædet eller at ryste på hovedet er en måde at undgå farekilden på.

Fordi du hurtigt finder ud af, at faren ikke er reel, læner du dig tilbage i stolen og genoptager dit arbejde.

Næste gang de prøver at forskrække dig, bliver du mindre forskrækket. Til sidst bliver du slet ikke forskrækket og ruller måske endda med øjnene ad dem. Denne proces kaldes Tilvænning Dit nervesystem vænner sig til den samme tilbagevendende stimulus.

Det modsatte af tilvænning er sensibilisering. Sensibilisering opstår, når tilvænningen hæmmes. Og tilvænningen hæmmes, når faren er reel eller for stor.

Forestil dig det samme scenarie igen. Du arbejder ved dit skrivebord, og nogen sætter en pistol mod dit baghoved. Du oplever intens frygt. Dit sind går på overarbejde og søger desperat efter en vej ud af faren.

Denne begivenhed har potentiale til at traumatisere dig, fordi faren er reel og stor. Dit nervesystem har ikke råd til at vænne sig til den. I stedet bliver det sensibiliseret over for den.

Du bliver overfølsom over for lignende fremtidige farer eller stimuli. Synet af en pistol skaber panik i dig, og du får flashbacks om hændelsen. Dit sind bliver ved med at afspille det traumatiske minde, så du kan være bedre forberedt og lære vigtige overlevelseslektioner af det. Det tror, at du stadig er i fare.

Måden at hele traumer på er at overbevise dit sind om, at du ikke længere er i fare. Det starter med at anerkende traumet. En del af grunden til, at en traumatisk begivenhed bliver ved med at køre igen og igen i sindet, er, at den ikke er blevet anerkendt og bearbejdet på en meningsfuld måde.

Måder at hele barndomstraumer på

1. Anerkendelse

For mange mennesker er barndomstraumer som en fane i browseren i deres sind, som de bare ikke kan lukke. Den forbliver åben og distraherer ofte og trækker på deres opmærksomhed. Den forvrænger deres opfattelse af verden og får dem til at overreagere på ikke-truende situationer.

Det er et mørke indeni dem, som bare er der og ikke forsvinder.

Men hvis man beder dem om at beskrive deres traumatiske oplevelser, har de ofte meget svært ved det. Det skyldes, at en traumatisk begivenhed er meget følelsesladet og lukker ned for de logiske, sprogbaserede områder i hjernen.4

Faktisk har alle intenst følelsesmæssige oplevelser en tendens til at have den samme effekt. Derfor udtrykkene:

"Jeg var helt målløs."

"Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan det føltes."

På grund af dette fænomen har folk sjældent en verbal erindring om deres traumer. Hvis de ikke har en verbal erindring, kan de ikke tænke på det. Hvis de ikke kan tænke på det, kan de ikke tale om det.

Derfor kan det være nødvendigt at grave lidt for at afdække tidligere traumer og spørge folk, der måske bedre kan huske, hvad der skete.

2. Udtryk

Ideelt set bør man bevidst erkende og derefter verbalt udtrykke sine barndomstraumer. Folk, der endnu ikke har gjort deres traumer bevidste, har en tendens til at udtrykke dem ubevidst.

De vil skrive bøger, lave film og skabe kunst for at give form til deres traumer.

At udtrykke sit traume, bevidst eller ubevidst, giver det liv. Det giver en mulighed for at udtrykke, hvad man føler. De følelser, der længe har været undertrykt, kræver at blive udtrykt og forløst.

Derfor kan skrivning og kunst være effektive måder at hele traumer på.5

3. Behandling

Udtryk for traumer kan eller kan ikke indebære en vellykket bearbejdning af dem. Målet med gentagne udtryk for traumer er at bearbejde dem.

Traumatiske minder er som regel ubearbejdede minder. Det vil sige, at du ikke har fundet mening i dem. Du har ikke opnået afslutning. Når du har opnået afslutning, kan du lægge mindet i en kasse i dit sind, låse det inde og gemme det væk.

Bearbejdning af traumer involverer i høj grad verbal bearbejdning. Man forsøger at forstå, hvad der skete, og hvorfor - hvorfor er vigtigst. Når man forstår hvorfor, er det sandsynligt, at man får en afslutning.

Afslutning kan opnås ved blot at forstå traumet, tilgive din krænker eller endda søge hævn.

4. Søger støtte

Mennesker er indrettet til at søge social støtte for at regulere deres stress. Det starter i spædbarnsalderen, når en baby græder og søger trøst hos moderen. Hvis du kan dele dit traume med andre, der forstår dig, letter du dine byrder.

Det giver dig følelsen af, at "jeg behøver ikke at klare det her alene". At vide, at andre også lider, får dig til at føle dig lidt bedre tilpas med dig selv.

Traumer hæmmer vores evne til at danne forbindelser. At skabe nye forbindelser er derfor en vigtig del af traume recovery.6

5. Rationalitet

Traumer gør folk følelsesladede. Deres opfattelse ændrer sig, og de bliver følsomme over for traumerelaterede signaler. De ser verden gennem deres traumers linse.

Hvis du for eksempel oplevede omsorgssvigt som barn og føler en dyb følelse af skam, vil du bebrejde dig selv for dine mislykkede forhold som voksen.

Ved at forstå dine egne traumer og indse, hvordan de påvirker dig, kan du skifte gear i dit hoved, hver gang du bliver grebet af stærke traumefremkaldte følelser. Jo mere du forstår dine egne "hot buttons", jo mindre bliver du påvirket, når nogen trykker på dem.

Hvis du f.eks. er en heteroseksuel kort mand og er blevet mobbet med det, vil det sandsynligvis blive din varme knap. For at hele fra et sådant traume er du nødt til at se rationelt på situationen.

Da du ikke kan gøre noget ved din højde, er du nødt til at acceptere den. Når du virkelig accepterer den, overvinder du den.

Accept skal være baseret på virkeligheden, hvis den skal fungere. Du kan ikke fortælle dig selv det:

"Det er attraktivt at være lille."

Virkeligheden er, at kvinder har en præference for høje mænd. Du kan i stedet sige:

"Jeg har andre attraktive kvaliteter, som mere end opvejer min korthed."

Da den overordnede tiltrækningskraft ikke er baseret på en enkelt egenskab, men på en lang række egenskaber, fungerer dette ræsonnement.

6. Overvinde traumerelateret frygt

Den mest effektive måde at lære din hjerne, at du ikke længere er i fare, er at overvinde din traumerelaterede frygt. I modsætning til almindelig frygt er traumerelateret frygt særlig svær at overvinde.

Hvis du for eksempel aldrig har kørt bil, kan du føle en vis frygt og angst, når du kører de første par gange. Det er bare noget, du aldrig har gjort før, og din frygt kun udspringer af det.

Hvis du kommer ud for en ulykke under de første køreforsøg, bliver din frygt for at køre bil meget stærkere og sværere at overvinde. Nu stammer din frygt fra uerfarenhed plus et ekstra lag af traumer.

På den måde kan din traumerelaterede frygt forhindre dig i at nå vigtige mål i livet.

Lad os sige, at du er en kvinde, der blev misbrugt i barndommen af din far. Bare fordi din far var voldelig, betyder det ikke, at alle mænd er voldelige. Alligevel vil din hjerne have dig til at tro det, så den bedre kan beskytte dig.

For at overvinde en sådan traumebaseret frygt skal du begynde at se på, hvilke mennesker, situationer og ting du har tendens til at undgå. Hvis du undgår noget gentagne gange, er det en god indikation på, at der er et traume forbundet med det.

Begynd derefter at overvinde din frygt ved at gå i gang med det, du har undgået, i små skridt. Tving dig selv til at gøre de ting, du normalt undgår. Jo mere du går i retning af din frygt, jo mere vil dine traumer miste deres magt over dig.

Til sidst vil du være i stand til at lære dit sind, at du ikke længere er i fare.

Referencer

1. Dye, H. (2018): Konsekvenser og langtidseffekter af barndomstraumer. Tidsskrift for menneskelig adfærd i det sociale miljø , 28 (3), 381-392.
2. Nelson, D. C. At arbejde med børn for at helbrede interpersonelle traumer: legens kraft. TERAPI , 20 (2).
3. Van der Kolk, B. A. (1994) Kroppen holder styr på det: Hukommelse og udviklingen af psykobiologien ved posttraumatisk stress. Harvard Review of Psychiatry , 1 (5), 253-265.
4. Bloom, S. L. (2010), Bridging the black hole of trauma: The evolutionary significance of the arts. Psykoterapi og politik internationalt , 8 (3), 198-212.
5. Malchiodi, C. A. (2015) Neurobiologi, kreative interventioner og barndomstraumer.
6. Herman, J. L. (2015). Traumer og restitution: Eftervirkningerne af vold - fra overgreb i hjemmet til politisk terror Hachette uK.